Da vi så senere kom til Winnipeg, ændrede vi de  2 fly, uden problemer eller yderligere omkostninger, fra Winnipeg til Vancouver og fra Vancouver til Hawaii, så vi fik 1 dag ekstra i Honolulu.
               Alt kom til at klappe fuldstændigt, og efter ca. 45.000 km med fly, ca. 4.000 km med bil og ca. 1.700 km med tog var vi nok lidt imponerede af os selv eller, som Inge kalder os, Andersen Booking.
 

29/10 2002. SK 0943 afgang fra København, CPH klokken 15.40 on time.

           Åbenbart skulle vi ha’ vores plads i flyet ved gaten, og da Mogens havde rædselsfuldt ondt i ryggen plus hovedpine og kvalme, spurgte jeg om det kunne lade sig gøre at få en plads mod gangen og med mulighed for at kunne stå op uden at genere andre.

           Stor var vores glæde, da vi opdagede, at vi uden videre var blevet placeret  på business class med medfølgende forkælelse de følgende ni timer til Chicago.

          Der er store muligheder for at drikke sig en gevaldig kæp i øret her, og jeg er da også overbevist om, at den ældre, stangdrukne herre, der i sommer forsinkede vores afgang fra Minneapolis, fordi han skulle afhentes af politiet, må have været business class passager.

         Hør bare: Aldrig så snart har man sat sig, før man har fået et glas champagne stukket i hånden. Så er der cocktails inden middagen. Så appertizers i form af kaviar, pate og laks med vin, aftensmad (uhm) med vin. Og har man ikke lige lyst til et glas (stort) portvin, mens man venter på dessertbordet? Til desserten selvfølgelig dessertvin, derefter kaffe med avec. Og så er man klar til at sove i behagelige stole med sovebeslag og fodstykke.
Vi fløj over Færøerne, Island og Grønland og havde en fantastisk udsigt. Især isbjergene ved Grønland var betagende. Så sad vi med hver sin lille selvvalgte video (Kate og Leopld), lyttede til Bruce Springsteen og tørrede hænder og fjæs i skoldhede frottéklude, inden vi sluttede af med lidt kold kylling og en øl, en varm snegl og kaffe.

                                                            Fra business class med udsigt over Grønland.

            Ironisk nok havde Mogens det så dårligt i den lækre liggestol, at han til enhver tid ville have byttet pladsen med en klemt midterplads på monkeyclass mod at have en OK ryg. Og sådan er jo livet.
            Kom hurtigt gennem immigrationsskrankerne og fik rimeligt hurtigt baggagen. Vi havde også kun 1 ½ time til det hele. Baggagen blev nemt afleveret igen og vi tog det føreløse tog til terminal 1. Her blev vi så udtaget til fornøjeligt ekstra check. Af med skoene (det havde security folkene rigtig godt af efter 9 timer i flyet). Spredte ben og armene ud til siden med ansigtet væk fra personen, der omhyggeligt undersøgte os to mistænkelige personer. Sågar bukseknappen i cowboybukserne blev endevendt!

           Vi nåede vores lille Air Canada fly med plads til 50 passagerer. Vi vandrede i en lille række ud til flyet. Og fik en sandwich i en pose og et glas juice i flyet. Slut med 1. klasse.
           Ankomst til Winnipeg til tiden, 21.40 lokal tid, (4.40 om natten dansk tid) i snevejr og –6°C. Henriettevejr.

    Quest Inn ser lidt sølle ud udefra. Vestibulen er ok, hotelgangen på 5. sal som sædvanlig rædselsfuld, men værelset overraskede os meget positivt. Det er simpelthen stort og lækkert og med seks fag store vinduer til en interesant downtown udsigt.
          Hertil to kæmpe-senge (vi nøjes med den ene), sofa, stort badeværelse osv. Alt dette for kun 53 canadiske dollars. Tilfredse og meget trætte og matte faldt vi i søvn.

                  Hotelværelset på Quest Inn i Winnipeg, Manitoba, Canada.

          Vågnede klokken 5 morgen og var hundesultne. Fik tiden til at gå til klokken 7. Så for vi ned i restauranten og spiste en lækker morgenmad med stor grådighed!
          Vi bor altså på et ældrecenter her! Det var derfor, der i beskrivelsen af hotellet stod, at der var sygeplejersker på hotellet, og at hotellet lå i umiddelbar nærhed af The University. Folk kommer her, hvis de skal til lægeundersøgelse. Det var også derfor, at der var gratis shuttle bus til lufthavn og banegård. Winnipeg har et meget stort opland, derfor dette hotel. Men de to øverste etager benyttes til almindelig hotelvirksomhed. Og vi har allerede lejet værelset til vi kommer tilbage fra Churchill. For værelset er perfekt, det er centralt, og folk er meget venlige.

                                                      Den roterende restaurant med den meget smukke udsigt over Winnipeg.

           Mogens er ekspert i at finde restauranter over hele verden, der drejer rundt. En sådan fandtes også i Winnipeg, så her tog vi op til den mest komfortable og smukkeste sightseeing tour Winnipeg rundt i et par timer i strålende solskin fra en skyfri himmel og en temperatur udenfor på –8°C. Herefter sightseeing på gåben rundt i downtown. Winnipeg er en rar by at gå rundt i.
          Klokken 17(!) skulle vi lige hvile lidt og vågnede midt om natten! OK, vi må vel snart være ovre det jetlag.

    31/10 er det Halloween, og det går de voldsomt meget op i her. Vi ser folk med parykker, hatte og børn i kostymer alle steder, især i forretningerne. På turistbureauet fik vi nogle kort over byen og kørte så gratis med bussen, for da vi ikke havde lige penge til billetten, kunne vi ikke komme til at betale. Vi kørte ud til en kæmpe mall med over 180 forretninger. Det er ret sjovt, når man ikke skal købe noget og har masser af tid. Og udendørs lokker vejret ikke til de lange spadsererture. Vejret er stadig meget koldt, og det blæser en del.

          Vi havde fået lov til at beholde værelset til klokken 17.30. Vores sommerkuffert har også fået lov til at blive stående på hotellet. Endelig blev vi kørt til banegården af hotellets shuttlebus. Det vil sige, han droppede os af ved karrusselrestauranten, for den ligger lige ved siden af banegården. Det betød, at vi endnu en gang spiste et måltid med udsigt. Og nu, by night. Smukt, meget smukt.

                                                               Inge i banegårdens smukke og gamle ventesal.

          Ventesalen til VIARAIL toget er meget gammel og pompøs. Kun passagerer til Churchill og til The Blue Train tour, har lov til at sætte sig ind i denne maghogniventesal. Vi var en lille håbefuld flok, der alle ønskede at komme op for at se the polar bears.
          Og så klokken 20.45 begyndte en togrejse på 36 timer.

          Det var umuligt for os at få en ”sleeper”. Tour-arrangørerne har sat sig på dem alle sammen, helt op til et år frem. Men vi mente også sagtens, at vi kunne klare et par nætter sammen med rygsækfolket. Det viste sig, at sæderne var særdeles komfortable. Man kunne dreje et dobbeltsæde rundt 180° og slå fodhvilere op, således at det dannede en lille seng. Lyset blev dæmpet, og vi var ikke så mange passagerer. Dog var der ikke mange unge med. Resten var lige så højt oppe i årene som vi.

          At spise morgenmad i en gammel spisevogn medens man ser solen stå op over dette øde, øde landskab, er en nydelse. Jeg ved ikke hvilken af delene, der var bedst. Men det var dejligt.
         Og så rullede vi langsomt – af og til overordentlig langsomt – mod nord gennem uendelige skovstrækninger, over floder, forbi søer. Jorden var pudret med sne, lærketræerne var ved at miste nålene. Ikke et eneste dyr – eller menneske for den sags skyld – så vi.
         Vi fik også læst en del.

         Der var tre serveringer til aftensmaden. Eftersom rejseselskaberne havde sat sig på de gode, sene tider, blev vi andre nødt til at spise klokken 17! Pyt. Maden var lige så god som stemningen. Spisesalonen bestod af 7 borde hver til 4 personer. Så snakken gik livligt. Vi sad sammen med en ung pige fra Sydafrika (hvid) og en ældre (gammel) mand fra British Columbia (sort).

         En mand fra et af rejseselskaberne fik en ordentlig skideballe af en af tjenerne. Manden havde formastet sig til at gå på strømpesokker op i spisesalonen og det måtte mand ikke. Det var i øvrigt blevet sagt over højttalerne, da vi entrede toget. Skideballe og skideballe, det er måske så meget sagt, men tjeneren understregede, at manden måtte love at tage sko på næste gang, han kom til spisevognen, og det lovede den noget forknytte mand.
        Om aftenen skete invasionen. Vi holdt af og til ved ganske små byer med ikke ret mange huse. Nogle gange holdt vi blot ved nogle skilte, hvor folk stod af og på. Denne gang entrede en flok meget støjende teenagere toget. Alle First Nation. De drønede rundt fra vogn til vogn, og satte sig fem minutter et sted og fem minutter et andet sted. Vi imødeså natten med stigende bekymring. Heldigvis stod de alle af efter nogle timers kørsel, og alle åndede lettede op i deres egne små reder, som det havde været meget vanskeligt at forsvare.

        Det var mørkt, da vi vågnede og begav os hen for at spise morgenmad. Denne gang kunne vi se solen stå op over tundraen. Det så smukt og meget koldt ud!
       Selvom vi konstant havde været forsinket – på et tidspunkt næsten 2 timer – rullede vi alligevel ind på stationen i Churchill til tiden. Vi hankede op i kufferten og spadserede de fem minutters gang hen til vores Bear Country Inn. Men det var fem minutter, der virkelig ville noget. Temperaturen var –21°C og vi skulle gå i en hård, stærk modvind. På den korte tur, måtte vi, det vil sige især Mogens, stoppe op og vende os om for at få vejret og mulighed for at få liv i kindrene igen. Det var virkelig koldt, måske det koldeste, vi har været udsat for. Godt nok har vi prøvet –30°C i Minneapolis også med stærk vind, men dengang var vi lidt forberedte på det. Her kom vi fra togets dejlige varme lige ud i stormen uden egentlig at have taget forholdsregler mod det.

                                           Hotel Bear Country Inn i Churchill. 300 m fra Hudson Bay.

          Blandt andet havde Mogens ingen mulighed for at dække ansigtet, da han ikke havde noget halstørklæde. Jeg havde jo min dejlig varme pels, som kunne trækkes op foran ansigtet. Men vi kom da begge levende derhen.
         Her er hyggeligt. Udefra ligner det en lyseblå barak. Værtsparret er unge og som alle andre canadiere, meget imødekommende og smilende. Han er desuden turfører. Værelset er lille og sødt. Man kan lige komme rundt om sengen, men heller ikke mere.

         Vi benyttede hele dagen til sightseeing. Det vil sige en tur ned ad hovedgaden og  en tur ned til Hudson Bay, der næsten er frosset til. Her blev vi mødt af forbudsskilte om ikke at gå længere ud på grund af isbjørne. Spiste frokost på en cafe. Her kom en af de indfødte ind, en dame med tre små børn. Hun viklede sin omfangsrige frakke af sig, og vupti: frem kom en godt indpakket baby fra gevanterne. En af gæsterne tog straks fat i bylten og gik stolt rundt mellem bordene og viste den lille pige frem.

         Vi har set hundeslæder køre frem og tilbage i byen. Det er for turisterne. Indbyggerne og deres børn foretrækker at køre på snescootere, hvor også mange af dem trækker slæder efter sig, enten med indkøbte varer eller med børn.
         Det var godt at få et bad efter flere døgn uden! Og en middagslur i en rigtig seng. Middag på Nordic Trading Post. Rigtige smørmøre bøffer + vin. Og så tidligt i seng.

         3. november op klokken 6 for at være klar til buggyturen klokken 7. Og først kommer den kedelige del af beretningen. Vi kørte rundt i den lille by (som kun har omkring 900 indbyggere) en hel time for at samle turister op, for til sidst at gøre et kort ophold foran Buggie-tour-firmaet. Og det er nabo til vores hotel! Mast sammen i denne skolebus, begav vi os af sted mod tundraen øst for byen, i alt ca. 20 km. Her blev vi læsset af og ind i buggybilerne med de kæmpe store hjul. Her var der til gengæld masser af plads til både ben og fotogrej.

          Vi skrev derefter alle under på en formular tæt beskrevet med alt det, vi frasiger os i tilfælde af grusom død eller sådan noget. Og således overbeviste om det ufarlige begav vi os humpende af sted i den tunge, store buggy.

         Og vi så dem, bjørnene. Da vi havde set den første erklærede Mogens, at nu havde han set det, han var kommet efter. Men mer vil have mer, og heldigvis fik vi mere. 10 stykker i alt. Alle hanner i alle aldre. Nogle var enorme. De var fuldstændig ligeglade med de hvide buggier, et par stykker af dem lagde sig til at sove tæt op af en buggy. En anden kom helt hen til os og betragtede os uinteresseret, inden den vandrede videre ned mod bugten. Jeg kunne ikke få nok af at betragte dem, de var blot få meter fra os, og Mogens kunne ikke få nok af at fotografere dem. Det var koldt, -15°C, og det blæste. Alligevel drønede Mogens ud på den åbne platform bag på buggien for at fotografere, hver gang en bjørn var i nærheden. Han glemte faktisk også at tage jakke på. Hver gang.

                                                              En af de flotte isbjørne.

          Vi så også de smukkeste polarræve ganske tæt på, og en snehare, så kridhvid, at det var svært at få øje på den. Den sad der som et fiksérbillede og kun snude og øjne kunne man se, som tre små prikker.

                                        En polarræv på vej væk fra os.                                                En Snehare.

             Ind i mellem blev vi affodret med varm suppe og sandwich, og varm cacao og kaffe. Ganske dejligt.
             På sådan en tur vil man det os altid det godt. Så vi brugte også tid på at se og høre om tundraen og den sparsomme vegetation, der er f.eks. træerne, som det har taget op til 200 år at blive en meter høj, og højere bliver de ikke. Til gengæld spreder roden sig under jorden og over permafrosten, således at et træ har flere stammer. Og om hvordan amerikanerne (selvfølgelig) har anlagt ruterne, som buggierne kører på, i tundraen, da de skulle finde ud af, hvordan man fører krig i arktiske områder, og hvordan man nu bruger observationstårnet (et lille tårn af træ) til at observere om buggierne har indflydelse på bjørnenes adfærd. (Guiden sagde, at det havde de ikke. Vi har dog læst, at det er der forskellige meninger om). Det er også ok alt sammen, men vi ville bare se bjørne og bjørne. Og når buggien ikke kører, hvis der er folk ude på fotoplatformen – eller på toilettet for den sags skyld – ja, så går det hele lidt langsomt, når der er 40 mennesker i buggien, der skal være på plads før der køres.

            Hjemme klokken 18 efter en lang og begivenhedsrig dag. Hvis ikke, det var fordi det er ryle dyrt, ville vi tage af sted dagen efter igen. Man kan ikke få nok. Men jeg tror, vi har isbjørnen til vores væg sammen med grizzlybjørnen og den sorte bjørn.

        Middag på Northern Light. Meget lækker mad igen – og masser af det. Sikken en dejlig dag.
    4. november, ikke så koldt i dag. –7°C og solskin. Vi lavede en Andersen Booking tur, og det er vi altså ret gode til: Morgenmad på Seaport, indkøb af postkort, en tur på posthuset for at købe specielle isbjørnefrimærker, en lang gåtur ud mod Churchill River. Og så: Vores helt private sightseeing tur. For 45 CD kunne man i en time køre i taxa rundt til seværdighederne.

           Vores inuit-chauffør var ualmindelig rar. Vi fortalte ham, hvad vi gerne ville se: Cape Merry, hvor der var et mindesmærke for Jens Munk, og hvor vi kunne se over til ”Munkehavn”, det sted hvor Jens Munk i 1620 måtte forlade fregatten ”Enhiørningen”, efter at 60 af hans søfolk var omkommet af skørbug. Ifølge hans testamente døde Jens Munk som nr. 61.

                                               Dagbogens forfatter og fotograf ved en varte til minde om Jens Munk.

            Da vores guide/chauffør blev klar over, at vi kom fra Danmark og allerede viste noget om Jens Munk, blev han meget imødekommende og fortalte os stille og roligt en masse om Churchill og omegn. Han tog os så langt ud, det overhovedet kunne lade sig gøre med en almindelig bil, og alle tre spejdede vi efter bjørne. Desværre så vi ingen. Blot masser af kæmpe fodaftryk og uorden i sneen, hvor de havde lagt sig ned for at få en lur. Vandet er endnu ikke frosset helt til her langs kysten af Hudson Bay, og der var betagende smukt. Vores chauffør stoppede, hvor vi ønskede det, og tiden for af sted. På turen kom vi blandt andet forbi Churchills golfbane. Ja, enhver by med respekt for sig selv må have en golfbane. Denne bane var en tre-huls bane! Vi kunne selvfølgelig ikke se om det var en golfbane, for den var helt dækket af sne. I omtalen af denne bane i byens beskrivelse af Points of Interest står der: Banen er åben for publikum, men det anbefales at male golfboldene orange, hvis man spiller i det sene forår, som er fra den 19. – 21. juni eller i det tidlige efterår, som er fra den 22. juni til 1. juli.

                                                           Udsigt tværs over Churchill River mod Jens Munks Vinterhavn.

           Vi kom også forbi et sted, som på kortet over byen hedder ”Polar Bear Dining Room”. Det er byens losseplads, hvor bjørnene tager for sig af indbyggernes rester. Et andet sted hedder ”Polar Bear Jail”. I bjørnefængslet kommer de bjørne, som er blevet fanget i selve byen, og som selvfølgelig udgør en meget stor fare for beboerne. Bjørnene kommer ind i bygningen, totalt adskilt fra de øvrige bjørne og der kommer aldrig mennesker ind i bygningen. Når isen har lukket Hudson Bay, bliver alle bjørnene frigivet og de drager så ud på isen for at få en sæl eller to: de har ikke spist siden foråret. På biblioteket hang der en seddel med ugens resultat. I denne uge er der observeret 38 bjørne, 14 bjørne er sat i fængsel, samlet antal bjørne set indtil dato er 178, antallet af bjørne, som er blevet fløjet ud var ni, altså ni bjørne lidt for tæt på byen.

           Pludselig havde vi kørt i 1 ½ time. Alligevel ville chaufføren ikke have mere for turen end vi havde aftalt. Vi var kommet til at betale mange gange det beløb, hvis vi havde valgt selskabernes guidede ture. Og så skulle vi være sammen med mange andre. Til gengæld var dette dobbelt så godt. Et sted var en eller anden nyhedsgruppe ved at tage billeder, og de fik pludselig meget travlt med at tage billeder af os, som for ud og ind af vores taxa for at tage billeder. Vi har nok været med i en udsendelse om Churchill og bjørnene på en eller anden tv-station.

          Så en sen frokost på vores lille cafe. De laver simpelthen så dejlig mad, og alle de lokale spiser der. Også politiet, og det plejer at være god reklame.
          Til slut et besøg på biblioteket, hvor vi tjekkede mail. Jeps. degamlerejser@hotmail.com. fungerer. Mail fra Morten med to dejlige fotos samt mail fra Gitte på instituttet. Hvem pokker gider tage stilling til, hvornår instituttet skal holde julefrokost. I hvert fald ikke mig. Jeg skal jorden rundt først.

         Jeg er nødt til at skrive dette, for jeg er simpelthen så glad for det. Folk kommer hen til mig på gaden for at sige, at de beundrer min sælskindsjakke, spørger hvor den kommer fra (og hvor vi kommer fra) og så videre og så videre. I en butik kom en ældre inuit hen til mig og sagde: ”Den jakke er fra Grønland, for der har jeg arbejdet, og der går alle i sådanne jakker”. Jeg er den eneste i Churchill!

         Her i Churchill skal man bestille bord på en restaurant for at få aftensmad. Ikke noget med bare lige at komme ind fra gaden. Det er der simpelthen ikke kapacitet til. Vi havde reserveret plads på vores favoritsted ”Seaport”, til klokken 20. Begyndte i baren med en Molson og en masse hyggelige canadier omkring os. Så endnu et festmåltid med store bøffer (ja, vi må da snart være trætte af dem, men de er altså møre som smør og smager virkelig af noget). Clam cowder’en var nu heller ikke at foragte. Vi sluttede som vi begyndte med lidt hyggesnak i baren og krydsede gaden til vores dejlige Bear County Inn. Michelle kører os til lufthavnen i morgen formiddag. Ellers koster det ikke en formue at køre i taxa her: 6 CD ligemeget hvor du skal hen i byen.
           Der er ikke noget at sige til, at en stor del af Churchills indbyggere ikke ønsker, at der skal anlægges en vej helt til Churchill. For, som de siger, det holder alle uønskede personer væk. Og det er jo rigtigt, at i denne lille isolerede by leves et trygt liv. Det holder nok ikke i mange år endnu. De unge – der lige fra skolealderen mestrer at køre på snescootere – vil ikke finde sig i at være afsondret fra omverdenen. De har også set, hvad turismen bringer, og vil søge væk, hvis ikke der anlægges en vej, så de lettere kan komme i forbindelse med det store land uden for lille Churchill. Men man kan jo ikke komme uden om, at det er et øde sted, og som en indbygger sagde til forfatteren Thorkild Hansen i 1964, da han skulle beskrive Churchill:

          Hvis du vil kende navnet på this damn’d place, hvor hæderlige folk må bære sig tosset ad, når de skal tisse, så skal du bare gå om bag et hvilket som helst dyr, dog ikke en fugl, for fugle har halen i vejret, og heller ikke en polar bear, for de har slet ingen haler, men en ko eller en hest eller hund eller en sølvræv, for de har alle sammen haler, og deres haler hænger alle sammen nedad, yes sir! Og så skal du bare tage fat i halen og løfte den, for dér, lige neden under den, der skal du bare se, der står skrevet navnet Churchill.

           5. november vores sidste dag i Churchill, men forhåbentlig kun for denne gang, vi vil gerne tilbage en anden gang. Dagen begynder med en forrygende snestorm. (heldigvis, det ikke er i dag vi skulle ud med buggierne, man kunne ikke se en hånd for sig). Men det forhindrer jo ikke hærdede piloter i at flyve. Også selvom startbanen var godt fyldt med sne.

                                                                               Fly fra Calmair klar til start fra Churchill i forrygende snestorm.

           Det var noget af en speciel oplevelse at flyve med dette propeldrevne to-motores fly, med plads til 28 passagerer i næsten 3 timer. Calmair hedder selskabet! Piloterne skulle igennem kabinen for at komme ud til deres pladser og de var i overalls. Pladsen ved vinduet var bestemt ikke særlig attraktiv selv om udsigten var ganske flot, da vi var kommet ud af snestormen efter en halv times flyvning, for det var en kold plads, meget kold endda, så det blev Mogens plads.
          Vi blev godt modtaget igen i Winnipeg på vores ”alderdomshjem”. Orkede ikke at gå ind til byen for at få noget at spise, så det blev hotellets restaurant. Uundgåeligt kom vi i snak med beboerne, og især en dame fik vi en lang snak med om Kyoteaftalen, isbjørne, Canada og Skandinavien! Hendes største ønske var at komme til Churchill og se isbjørne, og med hendes ben og hendes omfang kunne vi godt se, at det ville hun aldrig blive i stand til. Men hovedet fejlede bestemt ikke noget. Hun mente i øvrigt at have set os på TV i nyhederne. Vi begyndte at tro, det var sandsynligt, for en avis omtalte, at der var sendt et hold rapportere til Churchill i går. Sikkert dem vi mødte på vores taxatur.

           Vi forærede hende en af nøgleringene med en buggy og en bjørn, som vi fik i souvenir fra turen. Hun blev overstrømmende glad. Vi afsluttede aftenen med cherrypie (gave fra hotellet) og den halve flaske vin, vi har slæbt rundt på siden toget up north, på værelset med udsigt over Winnipegs skyline.
Det har været en dejlig dag.

             Hotellets bil kørte os den 6. november til lufthavnen, hvor vi dagen før, inden vi tog på hotellet, ændrede vores billetter, således at vi kunne få en dag mere på Hawaii. I receptionen lå et sødt brev til os fra vores nye veninde, Geraldine. Hun havde vedlagt nogle avisudklip fra gårsdagens avis samt to små ”pins” fra Winnipeg og fra Manitoba! Vi må sende hende nogle af vores bjørnefotos, når vi kommer hjem.
             En behagelig flyvetur til Vancouver på 3 timer. Vi lettede klokken 9 præcis og ankom klokken 10 præcist. Altså lig med tre timer, når man flyver mod venstre. (altså mod vest).
             Men så er der altså 7 timers ventetid her i Vancouver. Heldigvis kunne vi gå ind i Air Canadas lounge, og her bliver vi forkælet både med vådt og tørt. Mogens har lige med fryd overværet Brøndbys pokalkamp mod OB på nettet, gratis og i over to timer. 1 – 1 efter ordinær spilletid, 0 – 0 i omkampen og 5 – 3 i straffespark. Mogens Krogh reddede 2. Mogens sidder nu tilfreds med firkantede øjne ved siden af mig. Og nu går jeg ind for at checke degamlerejser@com.
 
 

****

  Tilbage til hovedmenuen
   Til næste kapitel. Hawaii